Ælle-Bælle-Tælle Bogen!

Ælle-Bælle-Tælle Bogen!

Så kom den endelig til verden..

Lige siden jeg første gang så de søde dyrestempler fra 4Enscrap, har jeg haft en idé om at lave en lille “børnebog”. Da der så kom fine balloner i tre størrelser og lækre kraftige kuverter, tog idéen til “Ælle-bælle-tælle Bogen” form. Jeg har glædet mig så meget til at vise jer resultatet i dag.

De enkelte sider og hvad jeg har brugt.

Tælle til én..

Hver side i bogen er en kuvert, som på forsiden er pyntet med et tal og forskellige dyre motiver. På bagsiden åbnes kuverten og her finder du en snor med balloner som selvfølgelig kan tælles. Alle de stemplede dyremotiver på siderne er farvelagt med Zig tusser. Høns, rede, designark Pi143  grene, blade, kant-die.

-og tælle til 2

Jeg er ganske uøvet i at bruge tusser i enhver form, men har valgt at vise jer hvor fint resultatet alligevel kan blive med en uøvet hånd. Lam, træ, stakit, græs, blomster, designark Pi144.

-tælle til 3…

Elsker bare denne Zebra, og den er næsten farvelagt på forhånd. Kokosnødderne er rester fra det der sidder inde i 6,8,9 0g 0-erne… “bare han ikke får en i nøden”. Palme, tal, designark Pi140, glitter-foam.

-og tælle til 4…

Alle dies som er brugt er fra det franske mærke 4Enscrap.. nogle er brugt lidt alternativt som f.eks. denne krans der blev til den lille ællings bade sø. Trær, glitter-foam, blå dots, designark Pi143.

-tælle til 5…

Sådan er siderne sat sammen.

Ca 1 cm fra venstre kant, har jeg på hver side/kuvert sat 2 Eyelets i matchende farver. Siderne holdes sammen med 2 stk. metalringe som gør det nemt at “bladre” i bogen. Løve, baobabtræ, græs, kant-die, designark Pi140, glossy på 5-tallet.

-og tælle til 6…

Her er den lille blomsterkrans igen brugt til at lave søen med. Selv om jeg blev inspireret til en bog i mit hoved, kan du sagtens bruge hvert motiv for sig til børne-fødselsdagskort. Krokodille, blå dots, designark Pi139.

-og tælle til 7..

Her er der vist én som er kommet udenfor hegnet. Gris, stakit, træer, blomster, designark Pi141,

Hvad gør man med ballonerne?

Hver kuvert i tællebogen åbnes på bagsiden, og her finder du snoren med ballonerne. Antallet af balloner svarer selvfølgelig til det tal man er kommet til i bogen.

-og 8…

Snoren er hæftet ned i kuverten og den øverste ballon sidder fast med velkro. Det gør det lettere at håndtere snoren når man skal trække den op, men også at ballonerne ikke bliver helt væk når man putter dem ned igen. Balloner, Elefant, græs, designark Pi142, kvistkarton.

-og 9…

Side 9 pigen er den sødeste generte kanin, som har fundet en lille tue af sprøde mælkebøtter! De er lavet med bladene fra den lille palme og et par små gule blomster. Her kan man også se hvordan jeg har skåret en halv cirkel væk i åbningen af kuverten. Det letter også håndteringen af ballonerne, glossy på 9-tallet, Designark Pi143.

Tælle til 10.

På sidste side har jeg sat et par glade fisk, jeg tror måske de bor i en af søerne.. men det bestemmer dén der fortæller historien jo – hvad enten det er barnet eller den voksne. Fisk, tang, designark Pi144, glossy på tallet, stenene er igen rester fra udstandsning af de store tal.

Til baggrunden på alle sider/kuverter har jeg brugt dette lidt skæve kvadratiske die-sæt , disse store flotte tal, Eyelets i farver efter smag, og de her gode kraftige kuverter. Teksten på forsiden er denne die. Designpapiret er  også fra 4Enscrap og de enkelte ark linkes også til under billederne. Derudover bazzil karton i de matchende kulører som vises på designarkene.

Sådan vil jeg selv bruge bogen.

Jeg er helt på det rene med at en bog i papir ikke er legetøj for et lille barn som “læser” alene. Derfor er bogen også tænkt som en Hygge-bog hvor der er lagt op til snak og nærvær… Magiske øjeblikke opstår når vi lader os inspirere af dyrene, farverne, tankerne kan flyve med ballonerne.. og måske bliver de dér tal lige pludselig lidt lettere af huske og forstå.

Jeg håber du er blevet inspireret til at gå i gang.. Uanset om du kaster dig over en bog, eller skønne kort til de små poders fødselsdage, så husk at du jo ikke behøver ALT hvad jeg her har brugt… måske ligger der noget i scraphulen der fint kan bruges sammen med lidt nyt.

Tak fordi du kiggede med på mit lange indlæg!

Septemberhilsner fra Helene

 

 

Skriv en kommentar